P. Christensen

P. Christensen sender Hongqi-kunder rundt i systemet: “Du kan selv vælge værksted”

Det begyndte som en reklamationssag. Nu føles det mere som et spil bordtennis mellem forhandler, importør og leasingselskab – med ejeren imellem.

Efter måneder med problemer på min Hongqi EHS7 forsøgte jeg igen at få svar fra min lokale forhandler, P. Christensen i Kolding. Men i stedet for konkrete svar på, hvem der egentlig håndterer sagen efter lukningen af Hongqi i Kolding, blev svaret endnu engang:

“Der er frit værkstedsvalg.”

Problemet er bare, at det ikke handler om et almindeligt serviceeftersyn.

Det handler om en reklamationssag på en bil, hvor både importør og leasingselskab nu officielt har anerkendt problemer med centrale assistent- og sikkerhedssystemer, herunder ACC, SACC og AEB.

Alligevel virker det efterhånden som om, at ingen reelt ønsker at tage ansvaret.

Ingen svar på hvem der overtager

Da P. Christensen meldte ud, at de stoppede med Hongqi i Kolding, spurgte jeg helt konkret:

  • Hvem overtager min sag?
  • Hvem er min nye kontaktperson?
  • Hvordan sikres det, at hele forløbet videreføres korrekt?

Men svarene udeblev.

I stedet blev jeg mødt med beskeder om frit værkstedsvalg og henvisninger til, at “Wismo har hele forløbet liggende”.

Supportportalen bryder sammen

Samtidig begyndte Hongqis supportportal at bryde sammen med softwareproblemer og fejl i sikkerhedscertifikatet.

Ironisk nok blev den portal, som skulle håndtere en sag om software- og sikkerhedsproblemer, selv ramt af software- og sikkerhedsproblemer.

Trailerstik og tilbage til Kolding

Da jeg efterfølgende kontaktede divisionsdirektøren hos P. Christensen direkte, fordi kommunikationen var stoppet, opstod der endnu et problem med bilen.

Jeg havde for første gang behov for at køre med trailer, men kunne konstatere, at der ikke kom strøm igennem trailerstikket. Anhængerstikket er eftermonteret hos P. Christensen i Kolding.

Du er velkommen til at komme forbi vores afdeling i Kolding, så vil de tage et kig på det.

Det efterlader et ret mærkeligt indtryk.

På den ene side henvises kunderne videre, fordi Hongqi lukker i Kolding. På den anden side forventes kunderne stadig at køre tilbage til samme afdeling for at få løst nye fejl.

De centrale spørgsmål står stadig ubesvarede

  • Hvordan kan en bil anses for at leve op til det, man med rimelighed kan forvente af en ny bil, når importøren samtidig anbefaler, at flere af dens centrale systemer ikke anvendes?
  • Og hvem har egentlig ansvaret, når kunden bliver sendt rundt mellem forhandler, importør og leasingselskab?

Indtil videre virker svaret mest af alt til at være:

“Du kan selv vælge værksted.”

Se også: lukning af Hongqi i Kolding, afvisning af tilbagekøb, min sag – tidslinje, Wismo, opdateringer, Jyske Finans, sikkerhedsproblemer.

Tilbage til oversigten for P. Christensen · Til forsiden